Familieterapi
Familieterapi er for alle familier, uanset hvordan familien ser ud og eventuelle børns alder. Det handler både om den enkelte i familien og relationen imellem familiens medlemmer.
I alle relationelle sammenhænge er der et dig, mig og os, og det gælder også i familien, hvor specielt måden vi er sammen på, er helt afgørende for den enkeltes trivsel og udvikling.
Forældrenes indbyrdes relation har en afgørende betydning for familiens trivsel og også udefra kommende livsbegivenheder som; job, sygdom, dødsfald, skolegang, stress mm. påvirker familiens medlemmer på forskellig måde.
Forældrenes ansvar
Når én i familien mistrives, påvirker det alle i familien. Det kan være svært selv at få øje på årsager til mistrivsel. Som familieterapeut kan jeg være den uvildige der kan hjælpe alle med at blive set og hørt, og derved skabe mulighed for øget forståelse og udvikling.
Familieterapi må aldrig få et mål om at ændre på børn, men derimod, ændre på mønstre i familien. Børns reaktioner anses altid som betydningsfulde i familieterapien, og jeg vil sammen med jer udforske og skabe forståelse for disse. Derfor er det også afgørende at børn uanset alder, deltager i min. én af samtalerne og hvis det er muligt, ligeledes i den afsluttende samtale. Der er ingen krav om at børnene skal være deltagende, hvis de ikke ønsker det, men udelukkende være tilstede.
Som voksne, er det ofte at vi ikke har lært et sprog, for at tale om det, der gør mest ondt. Familieterapi kan ikke blot være en hjælp til at de voksne lærer et fælles sprog omkring dette, det vil samtidig være en evne børnene tilegner sig, blot ved at lytte med, mærke sårbarheden og styrken i det at få talt sammen, på en konstruktiv måde.
Familieterapi hjælper således forældre, til at få øje på dynamikkerne i familien og derefter med at kunne tage ansvar og lederskab for familiens trivsel, og samtidig at gøre børnene trygge i, at det har de voksne styr på.
Når vi er enige om hvilke problemstillinger vi skal arbejde med, beslutter vi i fællesskab, og fra gang til gang, hvem der skal deltage i den næste samtale.
Den svære samtale
Børn ved godt, når der er noget i familien der ikke fungerer og det kan være forløsende for dem at høre de voksne italesætte problemerne og dermed påtage sig ansvaret.
Hvis i har brug for hjælp til at få talt med jeres barn om et emne der er svært at få taget hul på og ved at fortielser har stor indflydelse på børns trivsel, så er der mulighed for det. Se ”Snak om det”